Om at være til stede med det som er.

Det er tit svært at få det hele til at hænge sammen, og nogle gange bliver vi nødt til at falde fra hinanden når vi ikke kan holde os sammen længere. En øvelse som jeg bruger der er vældig nyttig har jeg taget fra Mindfulness. Den består i at trække sig et skridt tilbage og se de processer der sker i en selv, se ens tanker. Det kan være at jeg er træt, så siger jeg indeni “træt”, hvis det er selvmedlidenhed, så siger jeg “selvmedlidenhed”, begær nævnes “begær” osv. Lige så snart jeg sætter mærkat på den bevægelse i mit sind, mister den noget af sin kraft og magt over mig. Ikke at bevægelsen holder op, den er der stadig, men den har ikke samme styrke. Nogle bevægelser har større styrke end andre, og lader sig ikke punktere helt så nemt, men generelt giver det en ro når jeg ikke bliver revet med. Det samme bruger jeg ofte til at hjælpe mine klienter så de kan være på briksen med deres ting. Jeg beder dem at være tilstede i sig selv som observatør, og lader dem tage det med ud i deres hverdag bagefter. På den måde er det at få en behandling en slags Mindfulnessøvelse. Man får muligheden for at blive bevidst om hvad der er for bevægelser eller mangel på samme der er i krop og sind. Jeg går stadig i stykker, falder fra hinanden. Lige nu som jeg skriver dette har jeg en datter på 1 år som græder/skriger i timevis om natten. Nogle gange er det helt forfærdeligt, men når jeg husker bare at være i det, i stedet for at kæmpe i mod, så er det ok og jeg kan være noget for hende. Når jeg kæmper, bliver vred, drukner i selvmedlidenhed osv. er det ikke til at holde ud.